23948sdkhjf

Aarhusiansk apotek mærker frygten for virus - alle mundbind er udsolgt

Rejsende til Kina og Asien har hamstret alle mundbind på Løve Apoteket i Aarhus. Ifølge en leverandør er problemet meget større.

Der er langt fra Aarhus til Kina. Men frygten for coronavirussen er meget tæt på.

Løve Apoteket i Aarhus har på to dage solgt 100 mundbind, og de er nu løbet tør og ved ikke, hvornår de får flere.

- Det er meget unormalt, lyder det fra Gertrud Kjær, der er farmakonom og administrerende stedfortræder på Løve Apoteket, til TV2 Østjylland.

Hun fortæller, at det er borgere, der skal til Kina eller lande i området, der har købt dem.

- Det er utryghed i forhold til corona-virussen. Vi har også snakket med én, der bare skulle ud og flyve og havde en lungesygdom, og som var bange for at blive smittet på flyet, fortæller farmakonomen.

Deres grossist kan lige nu ikke skaffe flere mundbind fra deres leverandør, og ifølge en af landets førende leverandører giver det god mening.

- Verden er støvsuget for mundbind, siger Erik Barsøe Bohsen, der er administrerende direktør i Abena, der leverer mundbind til flere af landets sygehuse og plejehjem.

De er blevet nødt til at låse deres lagerbeholdning med flere hængelåse for at sikre sig, at de kan levere til de kontrakter, de har med regioner og kommuner.

- Vi har tre hængelåse på vores varebeholdning for at kunne levere til de kontrakter, vi har, men på et tidspunkt slipper vi også op, siger Erik Barsøe Bohsen.

Årsagen til, at de ikke kan skaffe flere mundbind, er, at de bliver produceret i Wuhan, som er det sted i Kina, der er hårdest ramt af corona-virussen.

- Jeg tænker, at det er en katastrofe for dem, der bor i Kina og har sygdommen i deres nærområde, og så er det en udfordring, som vi bruger meget tid på herhjemme. Normalt vil vi gøre, hvad vi kan for at sælge så meget som muligt, så det er en atypisk situation, at vi nu gør alt for at begrænse vores salg. Det er ikke noget vi er vandt til, siger Erik Barsøe Bohsen.

Abena forventer, at der kan gå tolv måneder, før de får nye forsyninger. Og de følger situationen dag for dag.

Læs ogsåStuderende aflyser udveksling i Kina på grund af virusudbrud
De kan desuden også mærke en stigende efterspørgsel på handsker, isolationskitler og desinfektion på grund af coronavirussen.

På Løve Apoteket kan de godt forstå utrygheden fra kunderne, men de gør samtidig alle kunderne opmærksomme på, at mundbindet ikke beskytter 100 procent mod virussen, og at det er mindst lige så vigtigt at holde en god håndhygiejne.

- Man skal passe på, at det ikke bliver en falsk tryghed, men det er da et udtryk for, at man er desperat for at undgå at blive smittet, siger Gertrud Kjær fra Løve Apoteket.

På Statens Seruminstituts hjemmeside skriver de, at der ingen grund er til at bruge mundbind i lufthavne og på rejser, da der er intet, der tyder på, at mundbind reelt har en effekt på smittespredningen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109